Videnskab.dk Podcast

Vært, Peter Ørbæk, tager dig med tilbage til 1960'ernes Danmark. Efter årtier med økonomisk krise og krig var der mangel på boliger, materialer og på penge - men i 1960’erne skete der noget i Danmark. Med opblomstrende velstand og fokus på velfærd dannede danske arkitekter med beton, glas og former rammen om det velfærdssamfund, vi lever i i dag. Parcelhuskvarterer, almennyttige boligkomplekser, svømmehaller og idrætshaller, indkøbscentre og kommunale bygninger skød i vejret, og i en fart vi ikke havde oplevet før. »Man ledte efter noget, der var anderledes, og som kunne bygges hurtigere, var mere rationelt og mere økonomisk. Og i sidste ende blev det i høj grad betonbyggeriet, der løb af med sejren,« fortæller Vibeke Andersson Møller, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet. Alle bygninger har en historie I podcasten fortæller Vibeke Andersson Møller om sin nye bog ‘Dansk arkitektur i 1960’erne’, som hun i år har vundet Kulturministeriets Julius Bomholt-pris for. Bogen skildrer med et hav

Overgangsalderen kan give kvinder svedeture, hovedpine og humørsvingninger og medfører også en øget risiko for knogleskørhed, hjerte-kar-sygdomme og fedme.  Men hvad nu hvis en 3D-printet tepose fyldt med hormonproducerende biologi kunne modvirke, ja endda helt afskaffe overgangsalderen?  Det er netop, hvad lektor og leder af forskningsgruppen ‘Tailored Materials and Tissues’ på Danmarks Tekniske Universitet, Johan Ulrik Lind forsker i at udvikle.  Ideen er at lave en forbedret behandling som alternativ til behandling med kunstige hormoner. Det er dog ikke uden udfordringer – særligt fordi vores immunforsvar ikke er særligt venligt stillet over for fremmedlegemer.    I denne podcast bliver vi sammen med Johan Ulrik Lind klogere på, hvordan sådan et 3D-printet implantat helt præcis skal fungere, hvad der skal til for at holde immunforsvarets dræberceller for døren – og hvordan man i det hele taget kan 3D-printe menneskeligt væv.   Medvirkende: Johan Ulrik Lind, lektor, Institut for Sundhedsteknologi, Da

Hver gang man renser et maleri, risikerer man at ødelægge det. Faktisk er det lidt som at skulle fjerne syltetøjet fra en peanutbutter og syltetøj-mad, forklarer konservator og ph.d-stipendiat på Det Kongelige Akademi, Louise Husby. Derfor forsker hun i, hvordan man kan gøre det på en mere skånsom måde, så også fremtidens generationer kan nyde guldalderens skønmalerier. Og alle de andre historiske malerier, hvor man har lagt et lag fernis på. Det bliver nemlig gult med tiden. Den himmel, der engang var blå, bliver derfor grumset og minder mere et askebæger, der har stået ude i regnen, end en dejlig dansk solskinsdag.  I denne podcast kan du høre, hvordan en gele og en avanceret mayonnaise kan gøre os bedre til at holde den danske guldalder himmel blå og dermed passe bedre på vores kulturarv - og hvorfor det i det hele taget er vigtigt at rense malerier. Medvirkende:  Marie Husby, konservator og ph.d.-stipendiat på Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Design og Konservering.  Lisbet Tarp, kunsthisto

 For 13.000 år siden mørklagde et vulkanudbrud store dele af Europa. Men hvilke konsekvenser havde det egentlig for vores forfædre her i Sydskandinavien?  Det kan du blive klogere på i denne podcast. Her fortæller professor i arkæologi på Aarhus Universitet, Felix Riede, blandt andet om, hvordan nogle forsvundne pilespidser, ballistiske undersøgelser og ældgammel vulkanaske ledte ham på sporet.  Som bonus får du også udfoldet et apokalyptisk scenarie over, hvad konsekvenserne af et lignende vulkanudbrud i det 21. århundrede ville være. For ligesom vi bruger fortidens klima til at forudsige fremtidens klima, kan fortidens naturkatastrofer også gøre os klogere på, hvordan fremtidens katastrofer vil påvirke vores samfund, fortæller Felix Riede i podcasten. Men hvad kan vi så konkret lære af et 13.000 år gammelt vulkanudbrud? Det kan du høre lektor på Saxo Instituttet Mikkel Sørensen give sit bud på. Og det er faktisk knap så apokalyptisk, som man umiddelbart kunne forestille sig.  Medvirkende:  Felix Riede

Kan vi stoppe klimaforandringerne ved hjælp af et teknologisk indgreb?  Det er ambitionen i den gren af klimaforskningen, der arbejder med den såkaldte ‘geo-engineering’.  Her bliver der blandt andet udviklet på muligheden for at sætte kæmpemæssige spejl op, der kan afvise nogle af solens mange stråler, så vel som planer om at indfange og lagre CO2 i undergrunden.  En helt tredje mulighed er at igangsætte et kunstigt vulkanudbrud. Meget store vulkanudbrud har nemlig den effekt, at den gennemsnitlige temperatur på Jorden falder de efterfølgende år.  På den måde kunne vulkanudbruddet fungere som en slags klimatisk håndbremse.  Problemet er bare, at det er noget nær umuligt i praksis: Der er nemlig ingen hånd til at hive i bremsen.  International politik består nemlig af et utal af forskellige aktører med forskellige interesser, og de kan sjældent, hvis nogensinde, blive enige om, at handle som én samlet aktør.  Det er, hvad lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Olaf Corry forske

Når vi skærer os i fingeren eller skraber huden af knæet, så reparerer det sig selv. Men sådan er det ikke med hjertet. Får du en blodprop i hjertet, går dele af dit hjerte i stykker og kommer sig aldrig igen. Altså: Medmindre du er en zebrafisk. Hvis en zebrafisk mister en god bid af hjertet, eller en finne for den sags skyld, så kan den nemlig reparere sig selv eller gro en ny finne. Og det kan vi måske lære noget af. Det er i hvert fald, hvad Ditte Caroline Andersen, der er professor på Klinisk Institut på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital forsøger på med sin forskning. Zebrafisken ligner forbavsende meget os mennesker. Faktisk deler vi 85 procent af vores gener med den. Og så ligner dens hjerte vores påfaldende meget. Det er den indsigt, der har givet Ditte Caroline Andersen forhåbning om, at vi mennesker kan blive i stand til at efterligne zebrafiskens evne til at regenerere sit hjerte. Hvordan hun og hendes kolleger vil bære sig ad med det, kan du blive klogere på i denne podc

Der er mange stopklodser på vejen mod et grønnere samfund. En af dem er den digitale skyttegravskrig, der foregår på sociale medier mellem virksomheder og grønne NGO’er.  Hør hvorfor - og hvordan vi måske kan komme polariseringen til livs - i denne podcast. Her fortæller lektor på CBS Julie Uldam om skyttegravskrigen, der udspiller sig omkring virksomheders sociale og grønne ansvar på blandt andet Facebook. Og ikke mindst om, hvordan hun arbejder på at finde en vej fra mistillid og polarisering til dialog og samarbejde mellem virksomheder og grønne NGO’er.  »Der er helt sikkert potentiale for, at vi kan få et mindre varmt klima, hvis der kommer en lidt varmere dialog mellem virksomheder og ngo’er og aktivister,« siger hun i podcasten.   Et laboratorium for ideudvikling De sociale medier spiller en stadig større rolle i vores relationer til hinanden, og en stor del af vores kommunikation foregår her. Det gælder også for virksomheder og grønne NGO’er.  Ikke mindst her i Danmark. Vi danskere er nemlig vild

Alle vores celler er dekoreret med et lag af sukker og fedt. Men på kræftceller sidder der nogle specielle sukkerstoffer - og dem vil professor på DTU, Mads Hartvig Clausen, og hans kolleger gerne vil lære immunforsvaret at kunne genkende. Hvis det lykkes, vil de nemlig kunne lave en vaccine, der gør immunforsvaret i stand til at opspore og bekæmpe kræft.  Men hvordan fungerer sådan en sukker-vaccine egentlig? Det kan du blive klogere på i denne podcast, hvor Mads Hartvig Clausen tager os med helt ned på nano-niveau og fortæller om bittesmå kunstigt fremstillede molekyler, der svømmer rundt i blodet og rekrutterer T-celler (immunforsvarets ‘soldater’). Indtil videre er det lykkedes Mads Hartvig Clausen og hans kolleger at vise, at vaccinen stimulerer nogle særlige immunceller, INKT-cellerne. Det er dem, der skal ‘rekruttere’ T-cellerne, så immunforsvaret kan få bugt med kræftcellerne. Der kan dog snildt gå op mod ti år, før forskerne kan stå med en godkendt vaccine i hånden, forklarer klinisk profess

Isen i Arktis smelter. Meget hurtigere, end vi troede. Faktisk går opvarmningen tre-fire gange hurtigere her, end på resten af kloden. Men hvad betyder det egentlig for de dyr, der skal vænne sig til at leve i en klimaforandret verden uden is? Det er Eline Lorenzen, lektor på Globe Institute på Københavns Universitet, i gang med at undersøge. I denne podcast fortæller hun, hvordan hun ved hjælp af 10-20.000 år gamle knogler og tænder fra blandt andet isbjørne forsøger at svare på netop dét spørgsmål.   I podcasten kan du kan også høre DNA-forskeren Eske Willerslev fortælle om fortidens evne til at forudsige fremtiden. Lyt med og få et smugkig på det store detektivarbejde, der ligger i at sammenstykke helt utroligt mange fossile fund for at skabe et vindue ind til fremtiden. Samtidig kan du så også blive klogere på, hvorfor DNA-forskere er vilde med knogler, der ligner fetaost, og hvad tynde skiver pølse har med fossilt DNA at gøre.    Medvirkende: Eline Lorenzen, lektor, Københavns Universitet Es

Psoriasis har været kendt siden tiden før Kristi fødsel. Dengang kunne man dog ikke rigtig skelne mellem psoriasis og spedalskhed, men heldigvis er vi blevet meget klogere på hudsygdommen siden. Ikke mindst i de senere år, hvor det er blevet klart, at det faktisk ikke ‘bare’ er en sygdom, der sidder i huden. Det fortæller Lars Iversen, overlæge og professor på Aarhus Universitet samt medicinsk direktør i firmaet MC2 Therapeutics i denne Vov at Vide-podcast. Biologisk medicin mod følgesygdomme »I de seneste 20-30 år er der kommet en stigende erkendelse af, at også hjertekarsygdom og metabolisk syndrom – som er en fællesbetegnelse for forhøjet blodtryk, tendens til sukkersyge og overvægt – også er følgesygdomme ved psoriasis,« siger han i podcasten.  Lars Iversen har forsket i psoriasis og dens følgesygdomme i mange år. Han er netop nu ved at afslutte et nyt studie, hvor han har undersøgt om en bestemt type medicin kan reducere risikoen for hjertekar-problemer hos personer med psoriasis.  Lyt med og bli

Når du scroller rundt på sociale medier på din telefon, er du måske faldet over opslag, hvor tykke kvinder viser deres kroppe frem. Opslag, hvor kvinder deler deres smertefulde erfaringer med at være tyk i det samfund, vi lever i i dag, og på personlig vis fortæller om, hvordan det er at blive set som forkert, mindreværdig – eller endda ulækker – på grund af størrelsen på sin krop. Men det er ikke kun på Instagram, at kropspositive budskaber om, at vi skal acceptere og omfavne alle kroppe uanset størrelse, fylder meget. For hvad der plejede at være en subkultur på sociale medier har efterhånden spredt sig til mainstream-medier, hvor tyk-aktivistiske budskaber nu finder vej til spalterne. Og det ændrer gradvist måden, vi forholder os til tykke mennesker på. Det er netop udbredelsen af denne kropspositivisme Lene Bull Christiansen, som du kan møde i denne Vov at Vide-podcast, forsker i. Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og i et nyt forskningsprojek

Hæve-sænke-borde, computere og busser. Du omgiver du dig hver dag med massevis af maskiner i alle størrelser.  Men forestil dig en maskine så lille, at du ikke kan se den med det blotte øje: En molekylær maskine.  Den er så lille, at det kan være svært at forstå. Faktisk består den blot af ét enkelt molekyle, der i sig selv fungerer som en lille maskine og bruger brændstof for at bevæge sig - præcis som en bil.  Selvom det måske virker abstrakt, er de molekylære maskiners potentiale enormt.  De er nemlig så kraftfulde, at man i teorien ville kunne lagre alt den information, verdensbefolkningen i dag gemmer på telefoner, tablets og andre devices, på en masse molekylære maskiner, der tilsammen kun vil veje et halvt gram.  En af dem, der gennem sin forskning bringer fremtidens molekylære maskiner tættere på, er Jan Oskar Jeppesen, der er professor i kemi på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet.  Med sin forskergruppe arbejder han på at knække koden til, hvordan molekylære maskiner fu

Hvorfor er nogle samfund rige, mens andre er fattige?  Hvorfor er nogle landes historie tumultarisk og voldsom, mens andre er fredelige?  Hvorfor er nogle lande autoritære og illiberale, mens andre er demokratiske og rettighedsbegejstrede?  Eller formuleret på anden, mere præcis måde: hvorfor udligner socioøkonomiske forskelle på tværs af verdens lande sig ikke over tid? Så stort og fundamentalt er et af de spørgsmål, som samfundsvidenskaben bokser med, og som den ikke rigtig kan komme til livs.  Det vil lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, Jeanet Sinding Bentzen gøre noget ved.  Det vil hun via sit forskningsprojekt, hvor hun mener at have fundet i hvert fald en del af svaret på det store spørgsmål: religiøsitet.  Ikke hvilken religion, men graden af religiøsitet Her er det vigtigt at forstå, hvad hun mener, når hun siger ‘religiøsitet’.  Forskningsprojektet handler nemlig ikke om forskelle på tværs af religioner, men derimod om forskelle i graden af religiøsitet indenfor samme r

Hvad er ligheden mellem vejrudsigten og det japanske havmonster Godzilla? Svaret er: simulering af væskestrømninger.  Ser du, vejrudsigten forsøger at simulere, hvordan atmosfærens væsker og gasser vil bevæge sig i den kommende tid.  Med andre ord: hvilket vejr vi får i de kommende dage og uger.  Og det samme gør folkene bag Godzilla-filmen.  Når monsteret pludselig dukker op af vandet, skal vandets bevægelser se realistiske ud. Altså skal filmen simulere vandets bevægelser rundt om den dinosaurlignende figur på troværdig vis. Men simulering af væskestrømninger kan ikke kun bruges til at skabe filmeffekter og vejrudsigter. Det er også uhyre brugbart, når man skal bygge de kolossale havvindmøller, der skal hjælpe os i kampen mod klimaforandringer.  Og så er det en del af et igangværende forskningsprojekt, som lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet, Johan Rønby Pedersen står i spidsen for.  Projektet går ud på at »nytænke computersimuleringer af væskestrømninger«. Men hv

Tuberkulose. Det lyder måske lidt gammeldags.   Som noget fra 1800-tallet hvor russiske forfattere beskrev kolde og klamme byer med uhumske kvarterer, hvor de fattige døde hostende og febervilde i hobetal.  Men sådan er det ikke. Tuberkulose er fortsat et gigantisk problem.  10 millioner mennesker får hvert år tuberkulose – og af dem dør 1,5 millioner.  Alle de dødsfald sker på trods af, at vi i over hundrede år har haft en vaccine mod tuberkulose. Den beskytter nemlig primært spædbørn fra at dø eller blive alvorligt invalideret af tuberkulose. Men teenagere og voksnes lunger er fortsat modtagelige over for den smitsomme bakterie.  Det skal forskningsenheden TB-vaccine på Statens Serum Institut med ph.d. i infektionsimmunologi, Rasmus Skaarup Mortensen i spidsen forhåbentlig lave om på. Enheden forsker nemlig i at lave en vaccine, der kan supplere den allerede eksisterende vaccine og én gang for alle udrydde tuberkulose.  Hvordan gør man så det?  Jo, det er ikke så ligetil, og det er immunforsvarets sk

Der er enighed om, at den grønne omstilling på sigt skal udfase miljøskadende teknologier og sikre, at vi som samfund bevæger os i en mere bæredygtig retning.  Men alt imens de teknologiske produkter og innovative løsninger skaber ren luft og grønne løsninger i lande som Danmark, kaster den grønne omstilling i nogle tilfælde sorte skyer over andre lande. Et nyt forskningsprojekt undersøger fænomenet miljøkriminalitet og stiller skarpt på, hvordan vores forsøg på at bedre miljøet undermineres af kræfter, der tjener stort på forurening og udnyttelse af de selvsamme løsninger.  Det er nemlig undervejs i rejsen til grøn teknologi, at blandt andet minedrift og irregulær udvinding af metaller til brug i de miljøvenlige løsninger slår skår i den ellers grønne fortælling.  Det gælder for eksempel udvinding af lithium til brug i batterier. Forskningsprojektet følger først og fremmest mineralernes bevægelse fra oprindelsesland, i dette tilfælde Ghana, hele vejen frem til det færdige produkt, som det ser

Nannochloropsis oceanica. Det er måske ikke lige til at høre det på navnet, men denne mikroalge har potentiale til at blive en særdeles bæredygtig fødevare i fremtiden. Med mikroalgen får du en madvare, der har mere protein end en tilsvarende størrelse bøf, omega-3 fedtsyrer som man ser det i fisk, og flere sunde og sjældne vitamintyper. Og så koster det ovenikøbet ikke noget på CO2-regnskabet. Tværtimod binder det CO2.  Og ifølge Charlotte Munch Jacobsen, der er professor og gruppeleder for Bioaktive Stoffer – Analyse og Anvendelse ved DTU Fødevareinstituttet, og forsker i mikroalger, er det ikke for godt til at være sandt.  »Det kan godt være, at vi ikke kan have det klar i morgen, men på sigt tror jeg, at det bliver sandt.«  Mikroalgens egenskaber I øjeblikket har vi ikke en bæredygtig måde at producere protein nok til, at vi kan møde vores behov i fremtiden, men mikroalger har potentiale til at blive en sund kilde til protein. Udover at kunne producere meget høje koncentrationer af prote

I et kapløb med tiden kæmper danske forskere, om at være de første til at udvikle såkaldte faststofbatterier. Makkerparret Torben René Jensen, der er professor ved Institut for Kemi på Aarhus Universitet, og ph.d.-studerende Lasse Najbjerg Skov arbejder på højtryk for at fremstille faststofbatterier, der blandt andet kører på calcium. De er i tæt samarbejde med forskningsgrupper fra Uppsala Universitet, Empa i Schweiz, samt Institute of Science and Technology i Seoul i Sydkorea. For hvis vi skal redde klimaet og stadigvæk have mulighed for at bruge smartphones og transportere os selv rundt i biler, er der behov for at finde nye måder at lave batterier på. I dag bliver mange batterier fremstillet ved hjælp af lithium og flydende stoffer, men i fremtiden skal batterier være mere sikre, have mere energi på mindre plads, og være billigere at fremstille. Det er dog ingen dans på roser for de danske forskere. Selvom calcium er et af de mest almindelige mineraler i verden, som man for eksempel kan find

Kød og andre klimabelastende fødevarer fylder for meget på tallerkenen, mens de klimavenlige fødevarer fylder for lidt. Der findes efterhånden en del viden om, hvad vores madforbrug har af virkninger på planeten - oksekød belaster klimaet mere end kylling, der belaster mere end grøntsager og så videre.  Men ofte ved vi bedre, end den måde, vi spiser på.  Kan de klimabevidste teenagere i familierne være dem, der kan påvirke, om der bliver serveret mindre rødt kød til aftensmaden, og dermed være en drivende kraft i omstillingen fra klimabelastende fødevarer til mere bæredygtige kostvaner?  Lektor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet står i spidsen for et igangværende forskningsprojekt, der netop skal undersøge, hvilken effekt de unge har på deres forældres madvaner.  Forskningsprojektet skal blandt andet undersøge, om der er hold i fortællingen om, at det er de 16 til 20 årige, der er blandt de mest klimabevidste. Og derpå om den øgede klimabevisthed, der i de senere år har v

Kæmpestore bandemedlemmer med ekstremt markerede muskler og blodårer, der ser ud som om, de kan sprænge ud af kroppen når som helst. Der er mange fordomme og forestillinger om de personer, der tager steroider samt de miljøer, de befinder sig i. Men det er ikke kun store, hårdtpumpede fitnesspersoner, der tager præstationsfremmende stoffer uden at tænke for meget over konsekvenserne.  Der findes eksempelvis også personer, der tålmodigt og med den største forsigtighed tager doping for at se hvor langt de kan gå. Faktisk findes der hele fire forskellige typer, fortæller Ask Vest Christiansen, der er lektor og institutleder ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, i den ovenstående podcast. Ask Vest Christiansen har i år vundet Kulturministeriets Julius Bomholt-pris for sin bog ’Motionsdoping’, der udkom i 2018 - og på engelsk i 2020. I bogen giver Vest Christiansen læseren et indblik i, både hvad doping og steroider er, hvad det gør ved kroppen, og hvordan det bliver håndteret af samfun